Hvad er Gestalt Terapi?
Gestaltterapi er oplevelsesorienteret psykoterapi, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse af sig selv og verden. Gestaltterapi har som mål at styrke den enkelte i at finde sin essens og sit selvværd og dermed opnå erkendelsen af sig selv som et unikt, levende og ansvarsbevidst menneske.
Fleksibel metode
Gestaltterapi kan både bruges til personlig udvikling og til behandling af kriser. Man kan arbejde med uløste situationer fra fortiden, med nutidige aktuelle problemstillinger eller med mål, man har sat sig for at nå i fremtiden. Det er en fleksibel metode, der former sig efter klientens mål og behov.
Helhedsorienteret
Gestaltterapien er en helhedsorienteret terapiform. Det helhedsorienterede syn vedrører, at personen ses som en helhed af krop, følelser, sansninger, tanker og handlinger - og det vedrører, at personen altid ses og forstås som en helhed i samspil med sin omverden.
Eksistentielt perspektiv
I gestaltterapiens menneskesyn er kontakt et vilkår for individet og dette udgør et eksistentielt dilemma. Mennesket er ikke selvtilstrækkeligt, men både adskilt og forbundet - både selvstændigt og afhængigt.
Centrale elementer i Gestalt Terapi
To grundlæggende principper der styrer terapiens praksis
Kontakt
Gestaltterapi handler om kontakt og hvordan vi undgår kontakt. Gestaltterapi går ud på at undersøge kontakten i relationen samt til dig selv og hvad du sanser, tænker, føler og mærker her og nu.
Kontakt er i sin enkleste form berøring. Kærlig berøring reducerer angst og spænding og øger åbenhed over for anerkendelse af en "Jeg-Du" relation.
Opmærksomhed & Bevidsthed
Gestaltterapiens mål er klarhed gennem øget opmærksomhed og ny bevidsthed. Opmærksomhed overfor skiftende behov i skiftende situationer er nødvendig for at kunne handle relevant.
Opmærksomhed og fleksibilitet er helt centrale egenskaber for evnen til selvregulering.
Tre grundpiller i Gestalt teorien
Den virkelighed som udgør gestaltteori er et puslespil af tre grundlæggende elementer
Eksistentialistisk ramme
Terapiens teoretiske ramme er eksistentialistisk. Den viser sig ved, at terapeutens overbevisning er, at der findes nogle fælles grundvilkår for mennesker, som vi kan have brug for at få hjælp og støtte til at håndtere.
Fænomenologisk metode
Metoden er fænomenologisk. Den viser sig ved, at terapeuten forholder sig åbent og fordomsfrit til den virkelighed, klienten lægger frem. Med den fænomenologiske holdning fokuseres der på det, der er – som det er.
Psykologisk teori
Den psykologiske teori viser sig i den måde, terapeuten hjælper klienten til at opdage, hvordan han/hun fungerer psykisk, idet dette kendskab ses som en forudsætning for, at vi overhovedet kan vælge retning i livet.
Interesseret i Gestalt Terapi?
Kontakt mig for at høre mere om, hvordan Gestalt Terapi kan hjælpe dig